news.sittingman.dk

Fra gadelivet ved Brandenburger Tor i Berlin

For at starte med en kliche. Der er begivenheder, hvor man altid vil huske, hvor man var, og hvad man lavede, da de fandt sted. For generationer før mig kunne det være besættelsen af Danmark, månelandingen. For de nyere generationer vil det være 11. september, som jeg dog heller ikke vil glemme lige med det samme. Men sådan har jeg det altså med den 9. november 1989. Jeg sad i mit værelse og skrev dansk stil, mens jeg hørte radio, hvor de fortalte om de utrolige begivenheder, der foregik i Berlin. Indrømmet, jeg kunne ikke tro det, og hvad jeg end ikke havde kunnet have en anelse om var, at denne aften betød afslutningen på en verdensanskuelse og begyndelsen på en ny tid.

Murens fald den 9. november, og dagene efter betød starten på en bølge, der gik gennem de kommunistiske lande og som på utrolig kort tid fik det ene styre efter det andet til at gå i opløsning i ublodige revolutioner. Undtagen i Rumænien hvor landets leder fik en noget blodig endelig. I løbet af utrolig kort tid brød den kunstige politiske opdeling af Europa sammen. Østblokken forsvandt, og ud af dens sammenbrød dukkede de gamle Europæiske lande op igen. Bølgen af frihed så ikke ud til at have nogen ende, indtil den kom til Kina, hvor bølgen brød på Den Himmelske Freds Plads og rullede tilbage. Få år efter Murens sammenbrud startede borgerkrigen i Jugoslavien, og vi opdagede, at mange ting stadig var som de plejede.

Murens fald har heller ikke betydet, at man ikke længere konstruere mure der opdeler mennesker og afskærer dem fra deres familier eller marker, hvad bl.a. kan ses i Israel, hvor man uden at tage hensyn til den lokale Palæstinensiske befolkning er i gang med at konstruerer en Mur for at beskytte landet mod terror. I EU benytter vi os af økonomiske, politiske og militære mure for at beskytte os for verden udenfor. I angsten for terror eller blot andre kulturer lukker vi os inde bag vores egne mure.

Men det ændre ikke ved, at den 9. november for mig står for håb. Dette var en vigtig begivenhed, for den viser, at alt kan lade sig gøre. Det var det tyske folk, der nedbrød Muren, ikke en militær afgørelse eller endnu en politisk kunstig konstellation, hvad Muren jo faktisk var en repræssentant for. Derfor er dagen i dag en glædens dag trods alle tilbageslag. Denne dag for 20 år siden fik den sande frihed sin dag, ikke det meget benyttede politiske udtryk “frihed”, men den rigtige frihed, den der for alvor betyder noget. Derfor skal vi alle i dag fejre dagen med tyskerne og huske på, at friheden er en risiko, men risikoen værd.

Se Politikens tema om 9. november:

http://politiken.dk/udland/article829799.ece

http://politiken.dk/udland/article830657.ece

I månederne efter den 9. november 1989 blev Muren pillet fra hinanden både af officielle myndigheder og af en hel hær af private. I første omgang var det glæden ved at pille det forhadte symbol ned, men snart dukkede der også folk op, der så en chance for at tjene penge. Langs med Muren dukkede der boder op, hvor man kunne købe gamle Østuniformer, flag og murbrokker.

Alt hvad der kunne omsættes til penge blev det. Man brød Muren ned i små stykker, samlede murbrokkerne i frostposer og solgte dem videre. Billedet her nedenunder viser indholdet af en sådan pose.

Der gik dog rygter om, at indholdet i disse poser kunne stamme fra en byggeplads eller noget andet murværk, der var nemmere at pille fra hinanden. Det er som altid ikke nemt at vide, hvad der er sandt i sådanne tilfælde. Min pose er købt ved en bod lige ved Muren, hvor man langsomt var ved at bryde den ned.

For at undgå tvivl tog jeg dog også mit eget stykke Berlinmur, som kan ses på de næste billeder. Så her er den: Berlin Muren – symbolet på frygt i Europa. Her snart 20 år efter kun en historisk souvenir.

Forestil dig, at vågne op en morgen og finde ud af, at halvdelen af byen, er spærret af med pigtråd og sat under bevogtning af svært bevæbnede uniformerede mænd. Fra den ene dag til den anden er du afskåret fra familie og venner på den anden side.  Sådan blev realiteterne for Berlins borgere, da Muren blev skabt. Berlin blev den opdelte by symbolet på Jerntæppet og på den Kolde Krig.

Først var der kun tale om afspærring med pigtråd, og man kunne stadig kommunikere hen over den, men da Muren blev bygget og senere udbygget, kunne man kun se ind over Muren via platforme.

Man kunne kun komme ind gennem Checkpoints, hvoraf Checkpoint Charlie er det mest kendte. I disse Checkpoints blev man kontrolleret og bilen eller bussen undersøgt grundigt især, når man skulle ud igen. Man kunne jo forsøge at smugle nogen med ud. Officielt blev Muren skabt af de Østtyske myndigheder for at beskytte borgerne mod Vesten, men uofficielt var det for at forhindre at landet blev affolket.

Muren var et sår gennem Berlin, et sår man måtte leve med indtil den 9. november 1989, hvor det hele brød sammen på kun en aften.

Del 5 af mit tema om Berlin Murens fald handler om noget, der for os i vesten kan forekomme underligt måske endda en anelse bizart. Ostalgie: længslen efter “de gode gamle dage” i DDR.

Klistermærket herover, der består af halvdelen af det Vesttyske flag og halvdelen af det Østtyske, skal måske nok betragtes som en joke eller fri fantasi over, hvordan flaget for det samlede Tyskland, kunne komme til at se ud. Klistermærket var til salg over det meste af Berlin i året efter murens fald.

Men nu ser jeg også i det, at man dengang måske regnede med, at det ville blive en sammensmeltning. DDR havde trods alt eksisteret i flere generationer (faktisk var begge Tysklande lige gamle, da Øst og Vest begge blev skabt på omtrent samme tid.), men det blev hurtigt klart i de første par år, at der mere var tale om en overtagelse. Østtyske virksomheder blev overtaget af Vesttyske, og mange østtyskere mistede deres arbejde. For mange blev livet i DDR et godt liv i modsætning til det nye liv under de nye betingelser, som mange så som vestysk arrogance.

Det gav grobund både for en stærk højrefløj af frusterede arbejdsløse unge bl.a. omkring Leibzig, men også for et nostalgisk skær over alt fra det gamle Østtyskland. Folk begyndte igen at køre i Trabanter denne gang som et kultobjekt, og de gamle uniformer etc. kom i høj kurs.

Det kan i den grad virke som noget underligt, at man på nogen måde kan føle nostalgi efter et diktatur, og det skal da også siges, at man nok ikke finder mange tilhængere af DDR blandt de mange, der blev forfulgt af styret.

Men for de fleste var DDR et samfund som de levede i, som de blev født i , voksede op i, arbejdede i og pludselig mere eller mindre fra den ene aften til den anden var det væk. Det tog lidt længere tid, men så heller ikke ret meget mere.

Den 9. november i år er det 20 år siden, at Muren faldt, og nu kan vi for alvor se det samlede Tyskland som en dominerende kraft i Europa. Samlingen tog ikke lang tid rent geografisk, men først nu, især med nye generationer af tyskere som ikke husker DDR mere end de husker Nazitiden, er det ET Tyskland.

Nostalgien må man nok leve med noget længere tid endnu, men så længe at det bliver ved det, er det harmløst.

Her i del 4 af temaet om Berlin Murens fald, har vi så en østtysk 5 mark seddel. Grænser er andet end blot den rent fysiske adskillelse mellem landområder. Grænser er også penge. Da de to Tysklande fik hver deres mønt – begge kaldt Mark, blev opdelingen også økonomisk en realitet. Vesttyskland rettede sig mod Vesteuropa og sidenhen EF, mens Østtyskland rettede sig mod Rusland.

Da Muren faldt i 1989, og Tyskland skulle samles, var det selvfølgeligt og samtidig en symbolsk handling, at den svage østtyske mark måtte forsvinde, for sammen med den forsvandt den Østyske stat. Ingen penge – ingen nation kunne tanken næsten være.

At penge både adskiller, men samtidig også skaber sammenhørighed, er en ganske aktuel betragtning. Noget vi står midt i lige nu. Skal vi droppe kronen og indføre Euro? Samles vi i Europa gennem en fælles mønt, eller mister vi vores nationale samhørighed. Fortiden giver her ikke noget endegyldigt svar, det kommer i høj grad an på, hvordan man læser den.

Mellem Muren og det egentlige DDR var der et stykke land, hvor kun de rette myndigheder havde adgang (grænsepoliti, sodater etc.). Alle andre ville blive anholdt eller skudt, hvis de bevægede sig ind i området.

Grænselandet var den egentlige forhindring. Muren var kun det yderste punkt mod Vesten af en lang række forhindringer, der med årene blev udbygge,t så det var mere eller mindre unuligt at komme igennem. De sidste der lykkedes, at flygte over grænsen fløj hen over den i små sportsfly camoufleret som russiske militærfly.

Billederne her er mine egne, og de er taget ca. et halvt år efter Murens fald. Man kan se at Muren er ved at blive pillet ned, og der var adgang til grænselandet, hvor vi bare et år tidligere ville være blevet skudt.

Læg mærke til de tilmurede vindue,r man kan skimte på nogle af billederne. De blev muret til allerede i Muren første levetid efter nogle dramatiske situationer, hvor Østtyskere flygtede ved at springe ud af vinduerne, mens Stasi agenter på den anden side forsøgte at holde dem fast i Østtyskland. Desperation som man end ikke kan fatte selv den dag i dag (bare se de Irakiske flygtninge, hvor lidt som vi forstår dem!)

Her i del to af mit tema om Berlin Muren i anledning af 20 årssdagen for Muren fald den 9. november 1989, drejer det sig om postkort fra det daværende Østberlin.

Østberlin var dengang hovedstaden i DDR, og postkortene viser meget godt, hvordan styret så sig selv, og hvordan de især ville opfattes af omverdenen. Et land der rækker fremad mod fremtiden (som de så den!) samtidig med, at man beholder kontakten med fortiden (især ideen om den storslåede fortid). De viser også deres forhold til Sovjetunionen gennem mindesmærker for de (heltemodige) Sovjettropper, der “befriede” Tyskland for Nazisterne, og gennem soldaterne fra Folkehæren, der stolt viser sig frem i vagtskiftet.

Man glemmer, at de samme soldater ville nedskyde egne borgere, skulle de forsøge at flygte til Vesten. Læg især mærke til billedet af Brandenburger Tor – man kan kun ganske svagt se Muren i baggrunden. Meget anderledes end billedet fra Brandenburger Tor set fra Vest, som var blandt postkortene jeg viste i går.

Den 9. november er det 20 år siden, at Muren, der delte Øst og Vest Berlin faldt og den kolde krig derved sluttede. For at fejre det laver jeg et tema om Muren og DDR med et blog indlæg hver dag frem til ogmed den 9. november.

Denne gang er det med postkort om Muren i Berlin ( købt i Vestberlin ca. et halvt år efter den 9. november 1989)